• På Wine.dk kan du betale med Dankort, eDankort, Visa, Visa Electron, MasterCard, Maestro og Diners Club
  • Fragtfri levering ved køb over 500,- / Kan afhentes i Odense


Vores tyske vine

Se vores store udvalg af tyske vine,
du finder bl.a. vine fra Pfalz, Nahe, Rheinhessen, Baden og Mosel.

Villa Wolf

Pfalz

1996 overtog Dr. Ernst Loosen, der er kendt som en af Mosels konger af Riesling druen, den lettere nedkørte Pfalz ejendom J. L. Wolf. Ideen med overtagelsen er, at Ernst Loosen gerne vil tilbyde Riesling vine i en stil, der er tørrere og med mere krop end de Moselvine, der har givet Ernst Loosen ry for at være blandt verdens bedste Riesling vinmagere! Pfalz vinene har med deres større krop, og modsat Mosel vinene, en evne til at bevare Riesling druens fornemme frugt og mineralitet, også når de fremstilles tørre. Pfalz ligger mellem Haardt bjergene og Rhinen, præcis som Alsace, der ligger mellem Vogeserne og Rhinen. Rent faktisk er Haardt bjergene den geologiske forlængelse af Vogeserne. På mange måder var det et ”deja vu” for Ernst Loosen, at overtage J.L. Wolf, der i lighed med familiens Weingut Loosen i Mosel var en gammel, berømt ejendom med vinmarker af fremragende kvalitet, men langt fra fordums storhedstid. Det er der siden vendt op og ned på. De gamle vinstokke, plantet i nogle af de bedste parceller i Pfalz omkring Forst, Wachenheim og Deidesheim, giver et perfekt udgangspunkt. Kældrene hos J. L. Wolf er decideret ”gammeldags” og passer perfekt til Ernst Loosens naturlige ”low tech” metoder, der byder på minimal intervention, og lader naturen gøre hele arbejdet. I al enkelhed skyldes den fantastiske renæssance J. L. Wolf vinene har fået, at Ernst Loosen har skåret hektarudbytterne ned, nu udelukkende gøder med kompost, håndhøster og selekterer druerne omhyggeligt, og fremstiller vinene med et minimum eller ingen intervention. Alt, hvad der i dag sælges under navnet J.L. Wolf repræsenterer noget af det ypperste i tysk, tør og madegnet vin. J.L. Wolf er ganske enkelt tilbage på tronen, som et af de bedste vinbrug i Pfalz.  

Gut Hermannsberg

Nahe

Fra statsdomæne til topmoderne Gut Hermannsberg Der ligger årelange traditioner bag vinene fra Gut Hermannsberg. Den preussiske stat etablerede vinhuset i 1902, og de første Riesling-vinstokke blev plantet i 1903 på stejle skråninger, som indgår på enhver liste over de bedste dyrkningssteder for Riesling i Tyskland: Kupfergrube, Hermannsberg og Bastei. Vinhuset blev drevet offentligt indtil 1998. I 2010 trådte nye, private kræfter til og investerede massivt i at få vinmarker og –kælder up to date. I samme ombæring blev navnet ændret til Gut Hermannsberg, opkaldt efter monopolmarken Hermannsberg. Domænet råder over 30 hektar vinmarker i Schlossböckelheim, Niederhausen, Traisen og Altenbamberg, som ligger i den mellemste del af Nahe. Alle vinmarker er klassificeret ”Grosse Lage”; tyskernes svar på Grand Cru. Stor vin bliver født i vinmarken Fokus for vinmager Karsten Peter er at få udtrykt den unikke karakter af hver enkelt vinmark i vinen. Vin er natur, og stor vin bliver født i selve vinmarken med respekt for og i samklang med naturen. Gut Hermannsberg fremstiller egen kompost og arbejder omhyggeligt med at trimme og beskære vinstokkene. I vinkælderen lægges sidste hånd på værket. Hver parcel behandles separat, så ethvert individuelt potentiale kommer frem. Man afstår også fra at klare vinene og bevarer dermed vinens autentiske udtryk. Vinmager Karsten Peter er i 2022-udgaven af VINUM Weinguide Deutchland blevet kåret til "Winzer des Jahres".

Weingut Gunderloch

Rheinhessen

Weingut Gunderloch er en af Tysklands bedste og mest berømmede vingårde. I dag ledes Gunderloch af Johannes Hasselbach, der i 2016 overtog roret efter sine forældre Fritz og Agnes Hasselbach. Johannes Hasselbach er berygtet for sin kompromisløse holdning til, hvordan en vin skal laves. I hans verden findes der ingen genveje til kvalitet – kun arbejde, arbejde og atter arbejde. Blandt andet gennemgår de høstede druer en rabiat selektering, og vinenes oechslegrader (dvs graden af druernes modenhed) ligger lysår over det påkrævede. Gunderloch arbejder især med to marker; Pettenthal-marken ved byen Nierstein og Rothenberg-marken ved Nackenheim. Begge ligger i det nordligste Rheinhessen med direkte udsyn over Rhinen, som reflekterer solens stråler op på markerne, så druerne kan opnå en perfekt modenhed. De to marker er i øvrigt blandt Rheinhessens allerstejleste, hvilket sikrer en optimal soleksponering.  Gunderlochs Kabinett illustrerer tydeligt Johannes Hasselbachs benhårde kvalitetskrav. Vinen laves på druer fra de nedre skråninger af ejendommens to topmarker, Rothenberg og Pettenthal. I Rheinhessen kræves det at druernes modenhed, den såkaldte oechslegrad, er 73°. Som et eksempel er Gunderlochs Jean Baptiste Kabinett mindst 85°, dvs at den er et hestehår fra at kunne sælges som auslese! Johannes lader vinen gære næsten helt ud, så den bliver ”Lieblich”, halvtør. Gunderlochs vine byder på indtagende nuancer af hvide blomster, fersken, melon og mineraler. Som oftest har vinene en liflig og vidunderligt balanceret sødme og er overraskende vægtige på ganen - her mærkes druernes høje grad af modenhed. Det hele understøttes af en knitrende friskhed, der giver smagsindtrykket (og mundvigene) et gevaldigt løft. Mums!  

Weingut Knab

Baden

Weingut Knab har hjemsted i middelalderbyen Endingen, som ligger på den nordøstlige flanke af den legendariske, udslukte vulkan, Kaiserstuhl, i Baden. Kaiserstuhl er et af Tysklands mest berømmede områder til vindyrkning. De forvitrede vulkanske sten og kalkholdige aflejringer af løss giver saftige vine med udpræget mineralitet. Der dyrkes en bred variation af druesorter, men især Pinot-druerne stortrives, og Spätburgunder, Weissburgunder og Grauburgunder høster stor anerkendelse i ind- og udland. Thomas og Regina Rinker overtog Weingut Knab i 1994. Siden 2015 har sønnen, Johannes, deltaget i den daglige drift efter ønologi-studier i Geisenheim og praktikophold under fjerne himmelstrøg. Familien plejer vinmarkerne med nænsom hånd og høster med lavt udbytte for at fremme vinenes kvalitet og koncentration. Hjemme på vingården er kælderen indrettet til moderne vinfremstilling med temperaturstyret gæring i rustfri ståltanke. Alt efter druesort og ønsket stil modnes vinen efterfølgende på enten rustfri ståltanke, nye barriques eller 60 år gamle, ovale egetræsfade. 

Weingut Schönhals

Rheinhessen

Weingut Schönhals ligger i idylliske Biebelnheim i hjertet af Rheinhessen. Datteren Hanneke overtog i 2018 ejerskabet af vingården og udgør sammen med faderen Eugen Schönhals og vinmager Martin Knab en stærk trio. De dyrker 13 ha vinmarker på loess og kalkstensholdig jord. Cirka halvdelen af markerne er med Spätburgunder, mens den resterende del er med hvide sorter, herunder PIWI-sorter (resistente overfor svampesygdomme), som Schönhals har eksperimenteret med i mere end 20 år. Eugen Schönhals var forud for sin tid og indførte allerede i starten af 1980’erne økologiske dyrkningsmetoder. I 1985 var Schönhals et af de stiftende medlemmer af ECOVIN, som er Europas ældste organisation indenfor økologi med strenge regler for dyrkning og produktion af økologisk vin. Schönhals modtog det officielle certifikat for økologi i 1988. For Schönhals er det ren logik at tage afsæt i en øko-logisk praksis: ”Vi gør ikke noget, der er overflødigt eller for meget”. En levende jord er forudsætningen for vitale vinstokke og sunde druer. I vinmarkerne fremmer vilde urter, græs og bælgfrugter den naturlige frugtbarhed. Jordbunden løsnes af rødderne fra urter og græs og er levested for utallige regnorme og mikroorganismer, hvilket bidrager til øget humus. Over jorden giver det grønne, blomstrende habitat levesteder for gavnlige insekter, edderkopper, små dyr og fugle, som sikrer balance i naturen. Vinstokkene plejes med omhu, og man forebygger sygdomme ved at anvende organisk gødning, biodynamiske præparater og planteforstærkende plejeprodukter. Schönhals mener, at økologi indflyder positivt på vinkvaliteten, fordi lave udbytter, vitale vinstokke og en levende jordbund er basisingredienser i en smagfuld, interessant og livlig vin. Som et kuriosum har Schönhals etableret ”trulli” baseret på pileflet, dvs. shelters ude i landskabet, hvor man kan søge ly og overnatte. Hanneke Schönhals, som er sandt livsstykke og bl.a. også underviser i dans, mener, at vin er et vigtigt element i en kultiveret livsform og et stykke kunst, som giver lyst til glæde og lyst til livet. Økologien bibringer en særlig rytme til vinen. Gør som Hanneke: ”Be inspired, feel the rhythm in wine”.