Tenuta Le Mortelle, Antinori

Italien

Le Mortelle er en fantastisk ejendom beliggende i det toskanske Maremma område, nær byen Castiglione della Pescaia. Godset har siden 1999 tilhørt Antinori familien, der har arbejdet målrettet og seriøst både i vinmarkerne og de nye kældre ud fra en fast overbevisning om, at Maremma området, der nu for alvor har gjort sin entre på den Italienske vin-scene, besidder et fantastisk potentiale for fremstilling af vine af højeste kvalitet. Piero Antinori er af den faste overbevisning, at det excellente terroir i samspil med de fineste druesorter vil komme flot til udtryk i vinene.
Mortella, der har lagt navn til ejendommen, er navnet på den vilde myrra, der gror i dette kystnære område af Toscana.
Ejendommen råder over 270 hektar. Heraf er 160 hektar tilplantet med vinstokke. Der er desuden 15 hektar med økologisk dyrkede frugttræer, ferskner, blommer, abrikoser, pærer og blåbær. Der er desuden anlagt to kunstige søer, som dækker et areal på seks hektar. Hele ejendommen er omgivet af lave bakker dækket af olivenlunde og skov.
De 160 hektar vinmarker er hovedsageligt tilplantet med Cabernet Sauvignon og Sangiovese. For nylig er der plantet hvide druesorter såsom Ansonica og Viognier. Jordende er generelt sandede og lerede med forekomster af silica, ligesom visse parceller er meget stenede.
Klimaet er typisk for denne del af kysten af det Tyrrhenske hav. Her er varmt og tørt med en gunstig havbrise, som afbøder vinterkulden og forhindrer overdreven sommervarme.
Den nye kælder på Le Mortelle er placeret på en lav høj med en fornem udsigt over ejendommen. Kælderen er for en stor del underjordisk, blandt andet for at minimere dens indvirkning på miljøet. Kældrene er bygget ved hjælp af naturlige materialer, så der opnås den størst mulig fordel af klipperne under jorden, der sikrer den perfekte kældertemperatur året rundt.
Kælderen er designet cylindrisk, med hovedparten lagt ud under jorden i tre niveauer. Her foregår samtlige faser i vinfremstillingen. Fra ankomsten af druerne på det øverste niveau, til gæringen, der finder sted på mellem niveau, og til fad og flaskelagringen, der fortages i de allerdybeste kældre.
Niveaudelingen gør det muligt at anvende de mest skånsomme metoder under hele fremstillingen, idet vinen kan flyttes ved hjælp af tyngdekraften og uden brug af pumper.
 

Vin fra Tenuta Le Mortelle, Antinori

Vin fra Tenuta Le Mortelle, Antinori, Italien