2016 Steinberg GG

Riesling Trocken, Niederhäuser

Gut Hermannsberg - Nahe, Tyskland

Hvidvin - Riesling

Fra statsdomæne til topmoderne Gut Hermannsberg
Der ligger årelange traditioner bag vinene fra Gut Hermannsberg. Den preussiske stat etablerede vinhuset i 1902, og de første Riesling-vinstokke blev plantet i 1903 på stejle skråninger, som indgår på enhver liste over de bedste dyrkningssteder for Riesling i Tyskland: Kupfergrube, Hermannsberg og Bastei. Vinhuset blev drevet offentligt indtil 1998. I 2010 trådte nye, private kræfter til og investerede massivt i at få vinmarker og –kælder up to date. I samme ombæring blev navnet ændret til Gut Hermannsberg, opkaldt efter monopolmarken Hermannsberg. Domænet råder over 30 hektar vinmarker i Schlossböckelheim, Niederhausen, Traisen og Altenbamberg, som ligger i den mellemste del af Nahe. Alle vinmarker er klassificeret ”Grosse Lage”; tyskernes svar på Grand Cru.

Stor vin bliver født i vinmarken
Fokus for vinmager Karsten Peter er at få udtrykt den unikke karakter af hver enkelt vinmark i vinen. Vin er natur, og stor vin bliver født i selve vinmarken med respekt for og i samklang med naturen. Gut Hermannsberg fremstiller egen kompost og arbejder omhyggeligt med at trimme og beskære vinstokkene. I vinkælderen lægges sidste hånd på værket. Hver parcel behandles separat, så ethvert individuelt potentiale kommer frem. Man afstår også fra at klare vinene og bevarer dermed vinens autentiske udtryk. 

Steinberg Niederhäuser Riesling Grosses Gewächs
Steinberg ligger mellem de to VDP.Grosse Lagen Hermannsberg og Kupfergrube, men er på ingen måde en syntese af de to. Steinberg er sin egen og har sit navn efter den stenede og robuste jordbund, som er rig på fossile depoter, porfyr og loess. Jorden er meget hård og gullig, nærmest hvid i farven. Det giver vinen dens varemærke; nemlig en krystalklar mineralitet. De op til 40 år gamle vinstokke gror på en stejl skråning med syd- og sydøstvendt eksponering. Druerne høstes i hånden. Gæringen igangsættes spontant med den naturlige vildgær og finder sted i store 600 l ”halbstück” (egetræsfade). Vinen lagrer efterfølgende på gærresterne i rustfri ståltanke for at opnå ekstra fylde og kompleksitet.

Charmeprinsen af Nahe
Steinberg Grosses Gewächs går også i folkemunde under navnet ”Charmeprinsen af Nahe”. I næsen byder den på æble, stenfrugter, tjørn og muskatnød, hvilket i munden suppleres af noter af hvid fersken, grapefrugt, citron og krydderurter. Finishen er lang og slutter af med en helt særlig salt- og flintholdig mineralitet, som inviterer til endnu en tår. En enestående ren og præcis Riesling, der er indbydende i sin ungdom, men som også har stort gemmepotentiale. Nyd den til svinekød med timiansauce og ristede æbler eller grillet havtaske med hvide bønner.



Datablad
378,00 kr
mindst 6 stk