2016 Cabernet Sauvignon

Granite Hill Cellars - Californien, USA

Rødvin - Cabernet Sauvignon

Lodi – en skattekiste af gamle vinstokke
Lodi er kendt som verdens Zinfandel-hovedstad og producerer ca. 40% af al Zinfandel fra Californien. Regionen har en årelang tradition for vindyrkning og rummer en skattekiste af gamle – især Zinfandel – vinstokke og sjældne sorter. Med en placering øst for San Francisco Bay har Lodi et varmt, middelhavsagtigt klima, som modereres af kølige vinde fra Stillehavet. Det gør det muligt at dyrke rødvinsdruer, som er tæt pakket med smag og struktur, men som samtidig bevarer et frisk syreindhold. De seneste 10 – 15 år har Lodi også opnået et godt ry for vine fra Cabernet Sauvignon, Syrah, Petite Sirah og Merlot, som alle trives i klimaet.

Pionerer inden for bæredygtighed
Det er Kautz-familien fra Ironstone Vineyards, som står bag Granite Hill Cellars. De er pionerer inden for bæredygtig produktion og var med til at starte ”The Integrated Pest Management (IPM)” i Lodi for mange år siden. Det var det første af sin art og har siden udviklet sig til ”Sustainable Viticulture”-programmet, som er vedtaget internationalt, men startede i Lodi. De senere år er sund, skånsom og bæredygtig behandling af miljøet nærmest blevet en selvfølge for kvalitetsbevidste producenter, men Kautz-familien har altså praktiseret det i mere end 35 år. I dag anvender Ironstone Vineyards en bred vifte af metoder til at skåne, beskytte og fremme et sundt og vitalt miljø i og omkring vinmarkerne. De bruger organisk gødning, reducerer brugen af pesticider mest muligt, arbejder aktivt med at reducere vinstokkenes bladvækst, sår græs og andre afgrøder mellem stokkene, benytter drypvanding, genopretter levesteder i vandløbsnære arealer og opsætter uglekasser og siddepinde til rovfugle.

Elegant og med harmoni mellem frugt og fad
Vinen består af 80% Cabernet Sauvignon, 10% Syrah og 10% Petite Sirah. Druerne til denne Cabernet Sauvignon er udvalgt fra marker i de to underregioner Alta Mesa AVA og Sloughhouse AVA, hvor vinstokkene er plantet på lerholdige skråninger i et bakket terræn. Druerne høstes om natten – primært med maskine – så de ankommer til vingården tidligt om morgenen. Druerne knuses let, inden de macererer og gærer individuelt i temperaturregulerede ståltanke. Vinen lagrer derefter 3 måneder i nye, franske egetræsfade, før den tappes på flaske. Målet for Granite Hills Cellars er at fremstille en vin med harmoni mellem frugt og fad, og som ikke er overdoseret af eg.

Tæt bygget og koncentreret Cabernet Sauvignon
Her får du en fyldig og rig vin med en herlig smag af solbær, mørke kirsebær, blåbær, søde hindbær, tobak og krydderier. Der er en flot harmoni mellem frugt og fad. En typisk Californisk Cabernet med stor saft og kraft.



Datablad
119,00 kr
mindst 12 stk